branding
Bes√łg Faggruppen p√• Facebook


Den blå abe-prisen 2004


Kunstfaggruppens Blå Abe Pris 2004 på 2000 kroner vil den 23.10.2004 kl. 12 på Hotel Nyborg Strand blive overrakt til arkade.dk ved projektkoordinator Lisbeth Raahauge Karlsson.

Arkade er en fagportal for arkitektur, kunst og design. Arkade blev indviet for 2 år siden i oktober 2002.

I Arkade finder man links til gode internetsider, f.eks. om netkunst. Der er adgang til bibliografiske databaser, billedbaser, leksika og opslagsværker samt elektroniske tidsskrifter. Én søgning fremfinder litteratur i alle kunstbibliotekernes kataloger. Arkade giver også en oversigt over arrangementer i ind- og udland, diskussions- og nyhedsgrupper m.m. inden for Arkades emner.

Arkade er et godt og uundværligt arbejdsredskab for alle der arbejder med og interesserer sig for arkitektur, kunst og design.

Arkade er blevet til i et samarbejde mellem udvalgte kunstbiblioteker og ajourføres løbende af en redaktionsgruppe repræsenterende følgende biblioteker: Biblioteket Arkitektskolen Aarhus, Nordjyllands Kunstmuseums Bibliotek & Arkiv, Ny Carlsberg Glyptotekets Bibliotek, Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek, Danmarks Designskoles Bibliotek, Det Danske Kunstindustrimuseums Bibliotek, Det Kongelige Bibliotek, Konservatorskolens Bibliotek, Danmarks Kunstbibliotek, Københavns Kommunes Biblioteker, Museologisk Bibliotek, Statens Museum for Kunst, biblioteket, og Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek.

Det er Kunstfaggruppen en stor glæde at kunne overrække Den Blå Abe Pris til den blå kunst-fagportal www.arkade.dk, et flot og meget nyttigt resultat af danske kunstbibliotekers samarbejde, som vi gerne på denne måde vil fremhæve og prise.

Det er fjerde gang at Kunstfaggruppen uddeler Den Blå Abe Pris. De tidligere modtagere er billedkunstneren Kirsten Christensen, kunsttidsskriftet Pist Protta og www.afsnitp.dk. Sidste og denne gang har vi valgt at give prisen til initiativer som er netbaserede, netop fordi det er et uundværligt redskab for formidling af information om bl.a. kunst. De kommende år vil vise en eksplosiv udvikling af netbaserede kunstprojekter.

Kunstfaggruppens Blå Abe Pris gives til bemærkelsesværdige projekter på kunstscenen, som vi gerne vil være med til at fremhæve og gøre opmærksom på. Den Blå Abe Pris er opkaldt efter Kunstfaggruppens logo Den Blå Abe, med udgangspunkt i Kirsten Christensens keramiske billede Den Blå Abe.

Kunstfaggruppen er Bibliotekarforbundets faglige netværk for alle bibliotekarer, der arbejder med eller interesserer sig for kunstbiblioteksarbejde og kunstformidling.