branding
Besøg Faggruppen på Facebook


Kunstbiblioteksvirksomhed i danske folkebiblioteker


Fra intentioner til realiteter
BIBLIOTEKSLOVEN af 1964 gav folkebibliotekerne mulighed for at udlåne kunstværker på lige fod med bøger, idet dens formålsparagraf fastslog, at bibliotekerne skulle stille bøger og "andet egnet materiale" vederlagsfrit til rådighed, hvis reglerne om kvalitet, alsidighed og aktualitet ellers kunne overholdes. For kunstens vedkommende blev dette fortolket til at omfatte originalkunst i form af grafik (= kunst på papir: litografi, serigrafi, træ- og linoleumssnit, ætsning, fotografi, tegning, akvarel, collage), samt plakater og dias. Målet skulle være at give så mange mennesker som muligt adgang til kunstoplevelser, dels gennem udlån af billeder, dels ved udstillingsvirksomhed, således at bibliotekernes tilbud kunne blive et naturligt alternativ til de mere etablerede udstillingssteder som museer og gallerier.

Det blev imidlertid ikke obligatorisk for bibliotekerne at anskaffe disse materialer, og loven indeholder desværre stadig ikke et obligatorium. Så det er op til den enkelte kommune at beslutte, om den vil yde borgerne denne service. Der er jo nemlig efter loven fri adgang til at låne bøger over hele landet. Retten til at låne audio-visuelle materialer incl. kunst er derimod begrænset til ens egen kommune.

Udviklingen
I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne åbnedes de første danske kunstbiblioteker i Storkøbenhavn som særafdelinger i Gladsaxe, Lyngby og Gentofte Kommunes biblioteker. I midten af 1980'erne var der mere end 40 biblioteker, der havde anskaffet kunstværker, de fleste dog kun i temmelig beskedent omfang. Nogle havde også startet udlån af kunst, bl.a. Odense og Struer. De få steder med større samlinger udlånte til både private lånere og til institutioner.

Der var fra begyndelsen stor interesse for at låne kunst med hjem fra kunstbibliotekerne, og de steder hvor aktiviteten var stor opstod der også naturligt specialafdelinger for kunstlitteraturen, som hermed udgjorde et mere avanceret udbud end tilfældet var i bibliotekernes øvrige afdelinger. Også fordi meget af litteraturen om kunst og kunsthistorie kun fandtes på udenlandsk. Der var mange for hvem kunstbibliotekerne blev en form for livsbekræftende oase til viden og fordybelse, men desværre også mange, især politikere, der med tiden - i slutningen af 80'erne - fandt at det var at skyde over målet at have andet end "almindelige bøger" på et bibliotek. Og i diverse sparerunder op til kommunevalg el. lign. blev en del kunstbiblioteker så at sige taget af plakaten.

Det gjaldt f.eks. Lyngby der, trods utrolig mange protester, i begyndelsen af 90'erne måtte se sin samling af godt 3000 stk. grafik af fortrinsvis dansk, men også udenlandsk kunst fra det 20. årh. og helt frem til i dag blive lagt bag lås og slå. Det gjaldt Gentofte (tidligere Tranegården), som så sin mindst lige så uvurderlige samling blive spredt for alle vinde på diverse auktioner. Og det gjaldt mindre plakatsamlinger, som i f.eks. København og Hvidovre. Af større afdelinger eksisterer Gladsaxe og Odense heldigvis stadig efter deres oprindelige intention. Det er også blevet mere almindeligt at man organisatorisk slår kunst- og musikafdelinger sammen for at styrke begge områder.

Udstillingsvirksomhed
Endelig skal man ikke glemme, at udstillinger af malerier, grafik, kunsthåndværk, skulpturer og fotografier udgør en meget vigtig del af aktiviteterne i folkebibliotekerne i almindelighed og i kunstbibliotekerne i særdeleshed. Herigennem viser bibliotekerne et vidt spektrum af ideer og tendenser i samtidens kunst. Gennem udstillinger der også omfatter film, videoer og/eller andre medier har kunsten brudt den statiske billedramme. Udstillinger giver publikum oplevelser af en kunstnerisk, informativ og inspirerende eller provokerende art. Også på dette område var de store biblioteker i hovedstadsområdet banebrydende. F.eks. er Traneudstillingerne stadig et fænomen i sig selv.

Opsummerende kan man sige, at det i virkeligheden ikke er særlig dyrt at drive disse samlinger af kunst. Det er snarere et spørgsmål om de lokale politikeres prioritering. Det koster naturligvis noget at etablere en samling grafik, og det er vigtigt at have fagkyndige folk til at købe ind og supplere og vedligeholde. Men det koster ikke meget at vedligeholde en etableret samling, og det er i hvert fald kun en brøkdel af de totale biblioteksudgifter. Da biblioteker er de mest populære institutioner af alle, ville det være naturligt at lade dem have ansvar for, at kunsten kommer ud til et større publikum. (For yderligere oplysninger med tal og statistikker se "Art Libraries Journal, 2/97".)

25-års jubilaren
I hverdagen som kunstformidlere fandt kunstbibliotekarerne hurtigt ud af, at der manglede centrale hjælpemidler til anskaffelse af billedkunst, dias, valg af kunstudstillinger m.v. Det blev en nødvendighed, at kunstbibliotekarerne fandt sammen i et forum hvor ideer, støtte og udarbejdelse af informationsmateriale kunne udveksles og kunstbibliotekstanken fastholdes. Bibliotekarforbundets Kunstfaggruppe har siden sin start i begyndelsen af 70'erne været en ihærdig gruppe, som hvert år har mange nye aktiviteter på bedding.

Gruppen udgav i 1980 en "Brugsbog" med vejledning og kortlægning af de praktiske problemer. Og i 1984-1991 et tidsskrift, kaldet "Honningpumpen" efter Joseph Beuys' berømte værk. Der organiseres kurser, konferencer, studierejser, orienteringsmøder, produktion af videoer (eks. "Den blå Abe"), og meget andet. Eksempelvis også konsulentbistand til Biblioteksskolen ved forberedelse af kurser om kunst og kunstbiblioteksarbejde. Alt sammen i den hensigt at cementere billedkunst som et selvfølgeligt bibliotekstilbud.

I 1985 blev Faggruppen tildelt Lysholt Hansens Bibliotekspris for sit engagement i udbredelse af kendskabet til kunst. Efter nogle år med stagnerende medlemstal er der i de senere år konstateret en fornyet interesse for kunstbiblioteksarbejdet, og medlemstallet af faggruppen er stigende.

Af Benedicte Bojesen