branding
Besøg Faggruppen på Facebook


Studietur til Kunstens Odense


Torsdag d. 21. maj 2015

Tak til DSB – alle tog ankom til Odense præcist! Vi havde et stramt dagsprogram foran os - for blot at se et mindre udbud af, hvad Odense har at byde på på kunstområdet.

Første stop var gæsteateliererne ved herregården Hollufgård i det sydøstlige Odense. De har fungeret i mere end 30 år og tilbyder atelier- og værkstedsfaciliteter med gode arbejdsforhold og mulighed for kollegial inspiration til kunstnere inden for mange arbejdsområder af den bildende kunst.
Værkstederne er ikke blot for lokale kunstnere. Kunstnere fra alle dele af Danmark og udlandet kan blive optaget som medlemmer, og der er gæsteboliger tilknyttet. Vi mødte undervejs både kunstnere fra Københavnsområdet, der flere gange om året søger arbejdsro her og udenlandske kunstnere, f.eks. fra Finland og USA.
Det er professionelle kunstnere på et højt kvalitetsniveau. Alle skal godkendes af bestyrelsen, inden de kan blive optaget.
Billedkunstneren Lene Jelling Holm viste os rundt – både i de udendørs skulpturværksteder og i de mindre atelierer for billed- og tekstilkunstnere. Der var aktivitet i mange steder, og vi fik en snak med kunstnerne, der entusiastisk fortalte om deres værker.
Trods truende skyer lykkedes det at få afviklet en lille picnic i skulpturparken.

Hollufgård
Hollufgård
Hollufgård

Så gik turen tilbage til Odense – til det nye Brandts. Det har nu fungeret et år efter sammenlægningen af Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum til èn institution – med Mads Damsbo som direktør (tidligere Gl. Holtegaard). Han fortalte engageret om sine ideer omkring sammenlægningen og skabelsen af et center for 'kunst og visuel kultur' med mulighed for nye tilgange og oplevelser af kunsten.
Det giver sig udslag i udstillingerne – pt. ”Danish Fashion Now” og ”Selfie” – der afspejler trends og tendenser i samfundet lige nu.
Som 'modvægt' er der altid en udstilling med highlights fra det gamle kunstmuseum og fotomuseets egen store samling.

Brandts
Brandts

Kaffen blev indtaget i kunstbygningen Filosoffen ved Odense Å. Bygningen er i sig selv et kunstværk: tegnet af Hanne Kjærholm i 1994 og har lige gennemgået en mindre ombygning, der åbner op mod åen og Munke Mose. Udstillingsbygningen er ejet af Odense Kommune, og alle kan leje sig ind i de 5 sale – såvel professionelle kunstnere som amatører. Der er ingen kvalitetskrav, hvilket til stadighed er en kilde til debat.
Lige nu udstillede 3. årg. fra Det Fynske Kunstakademi. En lidt 'tam' udstilling, der krævede for megen skriftlig formidling for at fungere. Kunstakademiet var også i spil i dagens sidste kunstindslag: et besøg på Brandts13 (det tidligere kunstmuseums bygning i Jernbanegade). Her dumpede vi ned i ferniseringen på Afgangsudstillingen (efter 5 år på akademiet), der heldigvis præsenterede mere interessante værker. Her var også en god kurateret udstilling ”Adam & Eva” - en tematisk samling af værker hovedsagelig fra egne samlinger og med en bred kronologisk spændvidde.

Filosoffen

Vi sluttede dagen af med fælles spisning på en nærliggende café – og med forhåbentlig et godt indtryk af, hvad Odense kan byde på.

Er du nysgerrig efter at vide mere om det fynske kunstliv? Besøg Kunstportal Fyn – redigeret af de fynske folkebiblioteker.

Lone Eriksen
Odense Centralbibliotek
Medlem af Kunstfaggruppens bestyrelse