branding
Besøg Faggruppen på Facebook


Basel, ich liebe Dich


I fire dejlige dage i juni 2005 drog Kunstfaggruppen på studietur til Basel i Nordvestschweiz. Her følger et lille rejsebrev skrevet af Mette Marie Rude – bibliotekar på Berlingske Tidende.

Paris er nok en messe værd – forsikrede protestanten Henri de Navarre i 1594. Men dét er Basel også, kan 16 berigede medlemmer af Kunstfaggruppen nu bekræfte efter en studietur til det europæiske kunstmekka Art 36 Basel i Schweiz 16. – 19. juni. Fire intensive dage med ny og ældre kunst – idyllisk og centralt indkvarteret på vandrehjemmet Jugendherberge Basel St. Alban BS, som ligger midt i Basel og alligevel i en skov! Vi faldt i søvn og vågnede til Rhinens klukken – sprang ud af sengene og startede dagene med morgenmadsbuffet, hvorpå vi begav vi os ud af ”skoven” for fem minutter senere at stå i Basels bilfri centrum. Beliggenheden var genial! - også fordi stamværtshuset ved Rhinen ”Gasthof zum Goldenen Sternen” (ja, her havde vi mange stjernestunder) lå så tæt på herberget, at det var muligt at komme hjem uden problemer i alle slags tilstande … :-)

Hedebølge var det, og temperaturen steg dag for dag. Pyh, siger Deres udsendte – men heldigvis er der jo køligt inde i museerne. Således også i det just renoverede Museum für Gegenwartskunst (på bredden af Rhinen og en ’filial’ af Kunstmuseum Basel), som blev turens første møde med kunsten på ankomstdagen. Her kneb vi øjnene sammen for at komme på bølgelængde med minimalistiske Simon Starling (englænder, f. 1967, bor og arbejder i Berlin) og hans ”Cuttings”: Skulpturer og installationer fra de sidste ti år. Bl.a. et træhus, som Starling oprindeligt havde fundet længere oppe ad Rhinen og derefter transformeret til en såkaldt ”Weidling”, en lokal type båd - for at kunne navigere den ned af floden til museet, hvor den så blev re-transformeret til hus og udstillet! Den potentielle konvertibilitet af huset - eller båden - var tydeligt ledemotiv for hele udstillingen.

Så krydsede vi Rhinen med trækfærge og brød ud i smil og højlydte forundringsråb, da vi gik rundt i Jean Tinguely-museet i Mario Bottas storslåede arkitektur. Blev som børn igen - trods det skær af uhygge, der sandelig også er et element i Tinguelys kunst - blandt humoristiske jernskulpturer i konstant bevægelse, bølgende folieruller, motordrevne relieffer med cykler osv. Museet ligger helt rigtigt placeret ved Rhinen, for mange af kunstnerens skulpturer involverer nemlig vand – der sprøjtes op, føres gennem rør eller på anden måde indgår som dynamisk element. Vi flirtede også med ellers kedelige kustodemænd, der ikke var til at stå for i deres farvestrålende Tinguely-slips. Alle damerne – i klart kunstfaggruppeflertal – forsøgte forgæves at få Steen Stegeager Hansen, en af turens to mænd, til at købe ét. (Men det lykkedes skam senere at vride et Picasso-ur om mandens håndled. En investering han efter sigende stadig er glad for.) I museumsbutikken købte undertegnede et postkort af mesteren med motiv ”Basel, ich liebe Dich” fra 1988 …. mens andre faldt for t-shirts med Tinguely-katte. Miav!

Efter dette kom fredagen og turen til det organiserede messekaos: Art 36 Basel, rejsens egentlige formål og en af verdens mest prestigefyldte kunstmesser. Hyggelig sporvognstur derud i sol og mange varmegrader på messens såkaldte ”Professional Day”, som galleriejer Christina Wilson venligt havde inviteret os til. ’PROBLEM’ - stod der på John Kørners teatertæppe på stand nummer 2.1/D.3s lille scene. Men der var virkelig ikke noget problem: Wilson, der i kategorien ’Art Statement’ præsenterede Kørner solo, havde på messens blot tredje dag solgt rub og stub! ’Problem’ var også titlen på en lille performance opført to gange dagligt af medbragte professionelle, danske skuespillere. Stykket supplerede den øvrige udstilling – al ny produktion til denne messe - præget af Kørners store, energiske, ekspressionistiske malerier i heftige blå/gule/røde farver i evig leg med symbolik og folklore.

Lige overfor Wilson lå et andet lille stykke Danmark - nemlig Nicolai Wallner, der eksponerede sit galleri med kunstnere som f.eks. Jens Haaning, Henrik Plenge Jakobsen og Gitte Villesen. Og længere henne, men stadig på 1. sal af messens enorme areal, viste Niels Borch Jensen Gallery and Editions, til daglig med adresse på Prags Boulevard på Amager, deres favoritter frem – lad os nævne Jeppe Hein og Tal R. Alt i alt tre gallerier, der flot og stærkt synliggjorde dansk samtidskunst.

Det var komplet umuligt at nå hele den sydende markedsplads på én dag, de 270 gallerier fra alle kontinenter og de 60 inviterede repræsentanter for ung, innovativ kunst, ofte installationer i størrelse X-large, i messens nabobygning, der viste ’Art Unlimited’ (her gik vi f. eks. på vandet på tyske Matti Brauns flydende træstykker eller vandrede rundt i svenske Henrik Håkanssons omvendte skov). Der sku’ jo også være tid til at iagttage de sortklædte handle med kunsten! Venlig forbrugerinformation til alle vi dødelige var skilte med gul plet, som angav, at dette værk kostede under 5.000 euro. Tak for det!

Messedagen sluttede med Weissbier hjemme på stamcaféen i den lækre, lune sommernat. Thi ingen havde haft lyst til at gå ind og chekke, hvad man ku’ få at drikke i den bæh-formede bar, der tronede foran på messepladsen: Indgang gennem umiskendeligt røvhul – bitte eintreten - lavet af en form for plasticmateriale, som stank præcis af det, den illustrerede! Vi må konstatere, at tre-årsalderen varer længe for nogle. I hvert fald for det hollandske Atelier van Lieshout, som havde kreeret installationen Bar Rectum (2005).

Lørdag besøgte vi et af byens storslåede museer, Basels svar på Louisiana: Foundation Beyeler, oprettet i 1997, tegnet af italieneren Renzo Piano – manden bag Pompidou-centret i Paris og som også skal tegne det nye kunstmuseum i Oslo. Der er tale om en meget minimalistisk bygning på Baselstrasse nord for Rhinen. Bygningen har vandbassiner udenfor og fra et særligt glastag et ovenlys, som skifter alt efter lysindfald. Museet ligger fortryllende på en naturgrund med udsigt over marker og enge. Kunstmaler og professor Erik Steffensen beskriver det som et kontemplativt mekka for kunstelskere. Man kan kun give ham ret! Kernen i samlingen er det 20. århundredes kunst, og vi fik oveni fornøjelsen af en imponerende særudstilling med ”Surrealisten Picasso 1924-39”. Kunstsamler Ernst Beyeler - Basels svar på Knud W. Jensen - anskaffede sig gennem tiden en unik samling af f.eks. Braque, Cézanne, van Gogh, Picasso, Giacommetti, Klee, Max Ernst, Bacon og Monet. Selv om jeg personligt (sikkert ligesom mange andre?), er dødtræt af sidstnævntes åkander måtte jeg dog overgive mig her - i et rum med glas fra gulv til loft og med udsyn direkte til ægte åkander. Foruroligende smuk virkning, som også gjaldt for (schweizeren) Giacometti, der havde et andet glasrum lige ved siden af til sine spinkle, virkningsfulde skulpturer, der spejlede sig i vandbasssinet udenfor.

Hvis det havde varmt de første to dage, så var det nu kvælende, grænsende til det ulidelige. Lørdag ved middagstide sagde termometret 34 grader! Vi tog til Weil i Tyskland (fem km. nord for Basel) i hedebølge – og blev vist rundt på stolefabrikken Vitra, som har sin produktion med tilhørende museum dér: En forunderlig, spændende og sjældent set kombination. Selve museet er tegnet af Frank O. Gehry, mens produktionsområdet (for pokker, hvor var det varmt at gå rundt derude) rummer en lang række bygninger tegnet af store internationale arkitekter, bl.a. Zaha Hadid, som jo p.t er aktuel herhjemme med Ordrupgaards tilbygning. På området lå en tidligere brandstation, (Vitra Fire Station, opført 1994) helt i stil med vores hjemlige Arken og i sin tid Hadids adgangskort til den etablerede arkitektverden. Indtil da havde ingen nemlig villet bygge hendes ting! Vitra Design Museum er et af verdens førende museer for industrielt design og arkitektur. På stolemuseet, køligt placeret inden døre, så vi stablestole, wienerstole, kongestole, typisk 60-er stole, sækkestole, gyngestole, kontorstole … i flet, stål, træ, plastic – og gummi, ja! … danske modeller side om side med modeller af f. eks. Miehe van der Rode, Le Corbusier og Marcel Breuer. Og havde man schweizerfranc nok, ku’ man i museumsshoppen købe sin yndlingsmodel i miniatureudgave – til minde om J. Eller en souvenirdims med arkitekten og designeren Charles Eames’ udsagn ”Take pleasure seriously”. Et fint motto for vores tur, ikke? Designmuseet bød også på særudstilling med den italienske kunstner Gaetano Pesce, som blandt andet viste håndvaske i blødt plastic og silikonestole, der ku’ tages på (!) – alt i alt voldsomt forvirrende tableauer i anmassende pangfarver. Indrømmet: Slet ikke noget for Deres udsendte, så vi haster videre og la’r Pesce være Pesce – for atter at slutte dagen på ”Goldenen Sternen”, denne gang med fremragende øl fra det lokale Warteck bryggeri og i lyset af en fortryllende fuldmåne.

Søndag, sidste dag, afrejsedag - snøft. Selv brugte jeg formiddagen på Kunstmuseum Basel, en kæmpe bygning midt i den gamle bydel med atriumgård og byens kunstmuseum. Samlingen indeholder især kunst fra 1400-1500 tallet og det 19. og 20. århundrede med fokus på kubisme, tysk ekspressionisme og pop art. Derudover er museet kendt for en meget fin kobberstiksamling og verdens største samling arbejder af familien Holbein – ikke uden grund, den var flot! Og også her særudstilling for alle pengene, ”Covering the Real: Kunst und Pressebild, von Warhol bis Tillmans”. ’The Real’, og her menes forbindelsen mellem kunsten og pressebilledet, blev præsenteret på ofte skræmmende vis gennem maleri, fotografi, internet, installationer og TV-nyheder.

Mens jeg konfronterede mig med virkeligheden, brugte andre de sidste timer i Basel Kunsthalle eller på tur til udstillingsstedet ”Schaulager” i Ruchfeldstrasse (anbefalet af Christina Wilson) for at se særudstilling med Jeff Wall og hans fotografier fra 1978-2004, eller i byens historiske museum, der solgte unikke farvede silkebånd. Endelig nåede min kunstmuseumsledsager (hej, Steen) og undertegnede en lille frokost på den efterhånden nok så bekendte og meget Gyldne Stjerne – jeg mener, der sku’ tages ordentligt afsked! Og så afsted - nu i 37 graders varme – med tog til Zürich, fly til København. Og farvel til et hav af vidunderlige rejsefæller J.

Hjertelig tak for turen, allezusammen. Til arrangørerne Laila Bach Sørensen, ÅKB og Ulla Lund Petersen, KKB kan der simpelthen ikke lyde stor tak nok – for en flot og perfekt organiseret rejse.

 



Billeder fra besøget på stolefabrikken Vitra, hvor varmen bragede ned! Design af bygninger, knagerække og gummifigurer skyldes italieneren Gaetano Pesce.











Rotterne er fra udstillingsstedet Schaulager, hvor der var separatudstilling med fotografen Jeff Wall. Rotterne med titlen "Rat King", 1991–93 er lavet af Katharina Fritsch. Læs mere her.